Flyttet Til Kærligheden.

KAPITEL 2.

Alle mine foto's. Alle mine videoer. Og ikke mindst min lightsticker, hvor på der stod:"JUSTIN BIEBER MY WORLD TOUR" Jeg ved godt at jeg skal være taknemlig for overhovedet at have set ham.

For mange piger har enten ikke råd, tid eller også var der bare udsolgt for hurtigt.

Men jeg kan bare ikke få nok af ham, forstår du, han stjal mit hjerte engang i år 2010, og jeg får det nok aldrig tilbage igen.

Jeg var næsten ved at græde, ved tanken om hvor fantstisk han var, men så blev jeg afbrudt af min mor. "HØRE DU SANDRA? SKOLEN KALDER!" råbte hun. Hun råbte så højt at man skulle tro at hendes lunger var ved at springes. "JAER!" råbte jeg irreteret. Jeg greb min skoletaske, mine sorte lak sko til min uniform, og sendte mine Justin Bieber plakater et lang varigt blik. 
Så løb ud igennem min flotte hvide dør, og halvvejs ned af den snoede lange trappe. Jeg standsede midt på, for jeg kom i tanke om noget...
 Jeg havde glemt at kysse min bamse, Freddy, farvel. Jeg vendte om, og spænede tilbage til mit værelse, imens min mor råbte "SANDRA HVAD SKAL DU? SKOLEBUSSEN KØRE SNART!"

Jeg ignorede hende, for jeg var ligeglad med om jeg nåede skolebussen. For jeg havde alligevel ingen venner på min nye skole.
For jeg havde aldrig været der, til trods at jeg havde boet i Californien, USA, i mere end en månede.
 Jeg havde ikke haft lyst til at starte der, så jeg spillede syg, og den holdte længe. Indtil min mor kunne regne det ud, jeg havde bare pjækkesyge.

Jeg havde haft Freddy siden jeg var tre et halvt år gammel, han er en build-a-bear med Barcalona fodboldtøj på. Barca er mit yndligs fodboldt hold, og det var det også dengang.

Jeg tænkte på at liste ham ned i min taske, men jeg tænke at det nok ville være ret kikset, jeg er jo 14 år gammel.

Det ville være ligeså kikset som vores skole uniform.

Farverne der på var vildt cool, men formen på kjolen fik mig til at se tyk ud.
Lilla og turkis var den. Og jeg skulle bære den hvar dag.
Min mor hentede den hos rektoren allerede den dag vi flyttede her til, og jeg har hadet den lige siden.

Det eneste jeg kunne være sikker på, var at jeg ikke ville være den eneste der så kikset ud på skolen, for alle bar den slagsa uniform. Bortset fra drengene de havde selvfølgelig deres egen uniform, men med de samme farve som vores kjole.

Jeg løb tilbage ned af den lange snoede trappe, ned igennem alle flyttekasserne, og ud i køkkenet, hvor min mor stod og lavede min madpakke.

Mig og min mor har ikke været alt for gode venner på det sidste, så vi har ikke sagt ret meget til hinanden. Det har vi faktisk ikke gjordt siden hun fortalte mig at vi skulle flytte. 

Jeg tog imod min madkasse, da hun rakte den til mig, hun prøvede at få øjenkontakt med mig, men jeg nægtede. Jeg lagde istedet min madkasse ned i tasken, og snuppede et dejligt rødt æble med mig. da jeg gik ud af vores hoveddør, og smækkede den i.

Jeg tror min mor prøvede at sige noget, noget i retnig af "Farvel, kan du have en god dag skat" men jeg smækkede døren, i det hun skulle til at sige det.

Jeg steg ind i den store gule amerikanske skole bus, bus chauførren var Troy Kensley, som kørte den bus hver dag. Han hilste på mig, og jeg hilste igen.

Jeg fik meget opmærksomhed af alle de elever der var i bussen, der blev faktisk helt stille.

Men man kunne dog høre nogle få fnidder tøser hviskede om mig.

Man skulle tro at de alle sammen var overraskede over at en dansker så sådan ud.
Jeg ved ikke hvad de havde forstillet sig, men i hverfald ikke sådan en som mig.

De vidste godt at jeg var fra Danmark, de vidste også godt hvad jeg hed. Det kunne jeg mærke.

Jeg satte mig om bagerst i bussen, og straks begyndte eleverne at kaste med papirs kuler på hinanden, og råbe og skrige, nødagtigt som de gjorde før jeg gik ind.

Jeg kiggede ud af vinduet, og så min nabo Caitlin, stå og vinke farvel til mig.

Jeg vinkede et hurtigt vink tilbage, for jeg kunne ikke lige at nogle så mig vinke til hverken min dumme mor, eller min alt for søde nabo.

Jeg kunne mærke at en kiggede på mig, og det var konstant.

Det var den eneste ordentlige elev i bussen, som kiggede på mig.

Det var en kineser pige, med langt sort hår, og store sorte briller.

Hun så rigtigt elegant ud, sådan som hun sad der på sit bussæde, med ret ryg, og sin lilla taske på skødet.

Der var noget over hende, som jeg godt brød mig om.

Noget jeg havde lagt mærke til, ved hende.

Noget jeg også gerne ville eje, men det havde jeg ingen jordisk chance for at eje.

Bare fordi jeg var fra Danmark, men nu har jeg måske chancen, for jeg bor ikke i Danmark længere..-

-det var så andet kapitel af min historie.

-Lotte.